Log på NetBank

Om Banken Samfundsansvar

Samfundsansvar

Læs folderen om Vordingborg Bank's samfundsansvar 2010

Læs magasinet Vorbank 2010

Læs magasinet Vorbank 2011

Vordingborg Banks politik for samfundsansvar fremgår i det alt væsentlige af vores vision og vores ni vedtagne leveregler, således som de er formuleret af ledelse og medarbejdere i fællesskab i 1998.

Vores vision er at være den mest troværdige bank i vores område, at have den største kundetilfredshed og at blive regnet for den mest attraktive arbejdsplads.

Vores ni leveregler lyder således:

  1. Vi er en lokal bank, som støtter sunde projekter til gavn for vor egn.
  2. Vi hjælper vore kunder med at opfylde deres drømme og med at skabe tryghed i deres dagligdag.
  3. Vi tjener på vores dygtighed, men vi viser også menneskelig forståelse og tager ikke betaling for alle vore ydelser.
  4. Vi er åbne og ærlige og har en høj grad af etik og moral. Det samme kræver vi af vore kunder og samarbejdspartnere
  5. Vi vægter kundernes, aktionærernes og medarbejdernes interesser lige højt og vi ønsker balance mellem deres indflydelse.
  6. Vi respekterer bankens kultur og vore fælles værdier. På den måde tiltrækker vi nye kolleger med fagligt og menneskeligt overskud.
  7. Vi tager ansvar når vi får ansvar, og vi finder selv vejen når ledelsen udstikker retningen.
  8. Vi er åbne, udviser omtanke og er gode til at kommunikere. Det gavner samarbejdet og tryghedsfølelsen, som en forudsætning for vores forandringsevne.
  9. Menneskelige relationer og livsværdier er vigtigere for os end kortsigtede gevinster. Vi er rådgivere og tillidsfolk for vore kunder, og derfor vælger de os

GSRT

”Vi vil ha’ GANG i den, SANG i den, mere RAMASJANG og TJUBANG i den”.  Med dette citat fra julekalendernissen Pyrus, indledte vi i 2007 en proces, som har formået at synliggøre vores leveregler såvel internt som eksternt. GSRT-processen fokuserer på at alle rådgivere skal yde en proaktiv og etisk ansvarlig kunderådgivning. Konkret betyder det, at vi er opsøgende overfor vores kunder, både når det gælder rådgivning om bankydelser og om den daglige økonomi. I 2009 blev der afholdt 2471 GSRT-kundemøder mod 1792 året før.

GSRT omfatter ikke kun kunderådgiverne, men organisationen i sin helhed, hvor GSRT også er blevet synonym med udvisning af ansvarlig, rationel og økonomisk adfærd i stil med LEAN-begrebet. GSRT processen vil fortsætte i årene fremover.

Medarbejdere

Vi ønsker at skabe rammerne for et godt og udfordrende arbejdsliv for vores medarbejdere ved at fokusere på medarbejdernes kompetenceudvikling og uddannelse samt på trivsels- og sundhedsfremmende aktiviteter på arbejdspladsen. Vi ønsker med disse fokusområder

  • at sikre den enkelte medarbejders jobmuligheder på såvel kort som lang sigt, samtidig med at vi understøtter bankens forretningsmæssige udvikling, og
  • at skabe arbejdsglæde og trivsel, samtidig med at vi modvirker sygdom og stress og derigennem øger effektiviteten i banken.

I flere år har vi tilbudt vores medarbejdere gratis frugt og tilskud til forskellige former for massage i bankens lokaler i arbejdstiden.

Banken har i flere år haft en klar holdning til tobaksrygning som værende skadeligt for såvel den enkelte medarbejder, som for omgivelserne. Som konsekvens af denne holdning tilbyder vi at betale den fulde udgift for rygeafvænningsbehandling efter medarbejderens eget ønske. Om det er bankens holdninger og tilbud eller den generelle udvikling i samfundet, skal vi lade være usagt, men det er et faktum at vi i banken kun har 4 rygere ud af 58 ansatte.

Banken har en lang tradition for at arrangere og understøtte medarbejderarrangementer af både social og sportslig karakter. Således betaler banken udgifterne til firmasport, medarbejder-badminton, fælles deltagelse i cykelløb og motionsløb m.v.

Disse aktiviteter vil fortsætte i 2011.

Uddannelse og udvikling

I 2009 besluttede vi at udvikle bankens fagspecialister fra at være overvejende reaktions-orienterede til at være aktionsorienterede overfor deres rådgiverkolleger. Denne uddannelsesproces fortsætter i 2011 med ekstern hjælp under benævnelsen ”Train The Trainer”. Målet er, at udvikle de tidligere ”særkompetente” rådgivere til i højere grad at være tværfaglige mentorer og sparringspartnere for såvel privatkunderådgivere som erhvervsrådgivere. Processen vil fortsætte i årene fremover, idet de hidtidige erfaringer har været meget positive.

Desuden har vores medarbejdere deltaget i og gennemført faglige kurser, og i begyndelsen af 2010 er hele organisationen med i et uddannelsesforløb, som fokuserer på at forbedre den daglige dialog og service overfor kunderne.

Lokalsamfundet

Vordingborg Bank blev grundlagt i 1890, og selvom vi er vokset siden og i dag er et pengeinstitut med 5 filialer og 58 ansatte, er vi stadig et lokalt pengeinstitut med stærke rødder i lokalsamfundet. Med baggrund i vores forankring i lokalområdet har vi et naturligt ønske om at understøtte udviklingen i området. Vi søger således, at udnytte vores

indgående kendskab til lokalområdet, dets beboere og de erhvervsdrivende ved at forene ansvarlig kreditgivning og en redelig rådgivning til gavn for såvel lokalområdet, kunderne og os selv som pengeinstitut.

Desuden ønsker vi at være en aktiv medspiller i forhold til det lokale foreningsliv. Vordingborg Bank er uden tvivl den største sponsor for foreningslivet i vort område. Vi støtter den lokale sport og kultur, fordi vi tror på, at positive relationer lønner sig, og fordi sports- og kultur-oplevelser skaber sammenhold og bidrager til et sundt og rigt liv.

Vordingborg har i lighed med andre provinsbyer haft problemer med et stigende narkoforbrug blandt unge mennesker, og derfor er bankens sponsorpolitik særligt rettet mod foreninger, som gør en indsats for at inddrage børn og unge i områdets righoldige idræts- og foreningsliv. En særlig plads i vores hjerter har Natteravnene i Vordingborg. Natteravnene er en sammenslutning af voksne, som er tilstede i byens natteliv for at træde til og hjælpe unge mennesker, når det måtte været påkrævet. Siden Natteravnene i Vordingborg blev etableret for snart 10 år siden, har banken været enesponsor og har dækket driftsudgifterne.

Vordingborg Bank er desuden gået aktivt ind i skabelsen af Danmarks Borgcenter i Vordingborg. Der er tale om et meget ambitiøst projekt, som vil tage adskillige år at udvikle. Banken har forpligtet sig til at yde en omsætningsafhængig støtte og bankdirektør Ole Kühnel deltager selv i bestyrelsesarbejdet. Hvis projektet gennemføres som planlagt, vurderes det at kunne skabe betydelig fokus på Vordingborg som et spændende turistmål og en attraktiv bosætningskommune.

I 2009 har i alt 74 foreninger og enkeltpersoner fået økonomiske tilskud til alt fra nyt udstyr, til træningslejre og afvikling af stævner. I 2008 indstiftede vi i samarbejde med Vordingborg Kommune to årlige priser, dels en kulturpris og dels en initiativpris. Disse priser uddeles hvert år i november under stor bevågenhed fra såvel den lokale som den regionale presse.

I 2011 påtænker vi ikke de store forandringer på dette område. Vi planlægger således at fortsætte vores mange positive tiltag på området.

Miljø

Som pengeinstitut og arbejdsplads har vi et ønske om at tage et medansvar for miljøet. Og som arbejdsplads gør vi det ved at fokusere på nogle udvalgte områder som vores el-, vand- og varmeforbrug samt vores papirforbrug.

I 2009 har vi nedsat et energispareudvalg, som arbejder med at reducere vores elforbrug, blandt andet ved at gennemføre en sluk lyset kampagne blandt medarbejderne og ved at gå over til brug af sparepærer, hvor det er muligt. Således har vi på samtlige arbejdspladser primo 2010 udskiftet alle computerskærme med en særligt energibesparende model, som automatisk slukker, når medarbejderen ikke sidder foran den. Primo 2010 bliver den samlede arbejdsplads gennemgået af eksterne energikonsulenter med henblik på at finde yderligere besparelser.

Vi har desuden iværksat bestræbelser på at reducere vores papirforbrug ved at indføre en praksis om at kopiere på begge sider af papiret og i videst mulige omfang at gå over til elektronisk sagsbehandling. Ultimo 2009 har vi gennemført en storstilet kampagne med henblik på, at få flest mulige af vores kunder til at modtage kontoudskrifter og anden korrespondance elektronisk i eBoks.


Download this file (Samfundsansvar-Vordingborg_Bank-2010.pdf)SamfundsansvarKlik her for at læse folderen "Samfundsansvar i Vordingborg Bank"    

Valutaomregner

til:

  

Hovedkontor

Vordingborg Bank A/S
Algade 52
4760 Vordingborg

Tlf. 5536 5200
Fax. 5536 5252
vorbank@vorbank.dk

Åbningstider

Mandag 10:00-16:00
Tirsdag 10:00-16:00
Onsdag 10:00-16:00
Torsdag 10:00-18:00
Fredag 10:00-16:00
Lørdag Lukket
Søndag Lukket

Øvrigt

CVR-nummer
70957515

SWIFT
VORDDK21